Det vil komme en «Etnisk udfordring for ældreplejen» sier danske Jyllandsposten i en artikkel nylig. Artikkelen handler om forhold i Danmark, men akkurat den samme utvikling skjer i Norge. Vi siterer fra artikkelen: «Kraftig stigning i antallet af ældre med ikke-vestlig baggrund giver kommunerne en økonomisk udfordring, [dette fordi ]....De ældre flygtninge og indvandrere får oftere diabetes, psykiske lidelser og hjertekarsygdomme end danskere, og samtidig betyder ændrede familiemønstre, at de ældres børn ikke længere pr. automatik tager sig af deres plejekrævende ældre i hjemmet. Kommuneforeningen KL taler om en særligt sårbar gruppe med et voksende plejebehov og anbefaler, at kommunerne tænker udviklingen ind i budgetlægningen.

Dette bliver en megaudfordring for alle de største byer i Danmark», konstaterer den århusianske ældrerådmand, Dorthe Laustsen (SF), der kalder udsigten til en øget efterspørgsel på pleje for en etnisk ældrebombe og kræver, at regeringen afsætter flere penge til opgaven på finansloven.

Københavns Kommune har hyret et konsulentfirma til at se på udviklingen og komme med anbefalinger til, hvordan man skal forholde sig til boomet blandt ikke-vestlige ældre, og kommunen arrangerer i samarbejde med KL en temadag i september om problemstillingen.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) peger på, at opgaven må løses inden for det nuværende budget.» (Sitat slutt fra JP.)

Denne type problemer er uunngåelige, og det finnes ingen løsing, dvs. de er uunngåelige og det finnes ingen løsning innenfor en sosialdemokratisk modell.

Det som har skjedd er at man – dvs. befolkningen - har valgt å la tilbudet være gratis, dvs. at alle får tilbudet uten at den som mottar tilbudet på noen vis betaler direkte for det og at finansieringen skjer via skatter og avgifter – det er dette som er den sosialdemokratiske modellen.

I denne modellen ødelegger man den ekstremt viktige mekanismen som koordinerer produksjon og forbruk. Det som koordinerer produksjon og forbruk er prismekanismen: når etterspørselen etter en vare/tjeneste øker vil prisene gå opp, det vil bli mer å tjene for produsentene, og produksjonen av varen/tjenesten øker. Tilsvarende, når etterspørselen etter noe synker vil prisene gå ned, og produsentene vil søke over i andre bransjer. Mao., prismekanismen vil hele tiden sørge for at det er en søken mot en balanse mellom behov/etterspørsel og produksjon.

Men i sosialdemokratiet vil man ha det annerledes, der vil man at alle skal ha det de trenger uen å betale for det, i hvert fall skal viktige ting som skole, pensjoner, helsetjenester og eldreomsorg være gratis. Resultatet er at de som produserer ikke får gode signaler om hvordan produksjonen bør være, og derfor oppstår det ulike typer skjevheter, noe som ofte sees i køer (slik vi i dag ser det i helsevesenet) og dårlig tilbud (slik vi i dag ser det i skolen og i eldreomsorgen).

Det problem som JP beskriver vil derfor bli stadig større så lenge man har en sosialdemokratisk modell.

Men finnes det andre måter å ordne dette på? Ja, ved at hver enkelt tegner en forsikring som skal dekke utgifter ved sykdom og utgifter som kommer når vedkommende blir gammel og trenger pleie. Dersom man har et fritt marked i dette, dvs. hvis pleietilbudet er privat og forsikringsordningene er private, vil hver forsikringspolise, f.eks. mht kostnad, gjenspeile reelle og viktige faktorer ved den som er forsikret.

Dersom en pleitrengende f.eks. har diabetes vil han trenge et mer kostbart tilbud, og siden det å ha diabetes som oftest er forbundet med en viss livsstil, vil dette ha ført til at han har betalt en noe mer kostbar forsikring enn de som lever sunnere. (Når vedkommende tegner en forsikring vil selskapet foreta en risikovurdering og premien vil bli fastsatt i samsvar med dette.) Dersom forsikringstageren får en billigere forsikring dersom han legger om livsstilen, kan dette føre til at han velger å skifte over til en mindre usunn livsstil – det er dette som er forbyggende helsearbeid, noe som ikke finnes i den sosialdemokratiske modellen (hvis vi da ser bort fra svært lite virkningsfulle annonsekampanjer med budskap som «Spis frokost» eller «Spis fem om dagen»).

Kun et system med private forsikringer og private tilbud vil kunne gi et effektivt og godt system innen alle typer heletjenester. Inntil et slikt system er gjennomført, og vi frykter at en ordning av denne typen ikke vil komme med det første, vil de problemene vi i dag ser bare bli større og større. Men det er slik sosialdemokratiet og dens samfunnnsmodell velferdsstaten er.